Udstykket fra : Smedevængegård År. :
Ejerrækkefølge på Skovholmvej 32. Matr. Nr. 14c
Lisa og Verner Petersen 1956 –
Katrine og Karl C. Nielsen 1932- 1956
K. C. Nielsen var født og opvokset i Næstved. Han tjente på en gård ved Karrebæksminde, før han tog hyre som fyrbøder på et DFDS dampskib, der sejlede på Middelhavet. I 1914, ved 1. verdenskrigs udbrud, mønstrede han af og tog job som fyrbøder på et mejeri på Langeland. I 1916 tog han turen over Atlanten som fyrbøder på DFDS passagerskibet S/S Frederik VIII og videre til Chicago. Her arbejdede han på NASH automobilfabrikkerne.
Katrine var født og opvokset på en større gård nord for Hadsund. Hun rejste også til Chicago og arbejdede her som stuepige hos en rigmand. På det danske hjem i Chicago, for udlandsdanskere, mødte hun K. C. Nielsen, der nu blev chauffør for rigmanden. De giftede sig og fik børnene Ruth og Dorothy (min moder).
Efter det økonomiske Wall Street krak i 1929 blev det svære tider med høj arbejdsløshed. K. C. Nielsen forblev i arbejde, men i 1932 rejste han alligevel tilbage til Danmark og købte dette smukt og højt beliggende husmandssted med vid udsigt over Præstø fjord. Her fik de børnene Christian og Raymon.
Med et gammeldags landbrug med heste, strøm blev først indlagt på ejendommen i 1952, formåede han få de fire børn vokset sundt og vel op. De to søstre rejste til København og de to brødre, der havde udlært sig som tømrer og mejerist, rejste til Chicago, hvor de bosatte sig permanent.
I 1956 fyldte K. C. Nielsen 60 år og solgte Skovholmvej 32. Han købte i stedet Næsby Vraa Købmandshandel ved Glumsø og drev den til 1966 hvor han nu fyldte 70 år. Han forblev på stedet som pensionist.
Dorothy bor i dag ved Næstved og Christian bor fortsat i Chicago.
Fortalt af Claus R. Andersen